Oprindelige folk bærer på værdifuld viden – Forskningens Døgn 2025

Danske forskere, der har arbejdet og forsket blandt oprindelige folk i Latinamerika, ser tegn på en ny anerkendelse i forskerkredse af disse folks traditioner og visdom

Oprindelige folk bærer på værdifuld viden, som er i fare for at gå tabt i Latinamerikas moderne samfund. Det var et tema, der gik igen i tre korte foredrag af danske forskere ved et seminar i København, som DDRN havde arrangeret som en del af Forskningens Døgn i april måned. De tre forskere arbejder til daglig blandt oprindelige folk i den del af verden.  

Men der var også optimistiske ord. Med Line Jespersgaard Jakobsens ord ”ser vi i øjeblikket, at der i vestlig praksis viser sig en forstærket bevægelse hen med en større anerkendelse af oprindelige folks ‘kosmovisioner’- og en anerkendelse af, at deres former for viden har en betydning”. Line Jespersgaard Jakobsen er fra 1. juni postdoc ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO) på Københavns Universitet, og før det, postdoc på Institut for Samfund og Erhverv, Roskilde Universitet.

Mødet, der fandt sted på kulturcentret Union på Nørre Allé i København, forsøgte at skabe en dialog på tværs af forskningsfelter om oprindelige folk i Latinamerika og deres bidrag til vores verdensbillede. Antropolog Stine Krøijer, Institut for Antropologi, Københavns Universitet, fortalte om de politiske problemer i relation til oprindelige folks landrettigheder ved de store skovbrande i Amazonas. Hun definerede ved mødets start oprindelige folk som ”efterkommere af dem, der boede i et bestemt område før koloniseringen”. De behøver ikke bo der længere, de behøver ikke have det oprindelige sprog som primært sprog, det handler om ”selvidentificering”.

”Der vil blive færre, som identificerer sig som indfødte folk, men det har jo også været et fundamentalt krav fra oprindelige folk netop at have retten til selvidentifikation. Det har været et politisk krav, at man ikke bliver identificeret af andre. Man identificerer sig selv”, sagde hun. ”Og så har vi også set eksempler rundt omkring i verden på, at nogle også genopfinder deres identitet efter en periode, for eksempel i USA, hvor der har været historiske perioder, hvor det af forskellige grunde var politisk opportunt at identificere sig som oprindelige befolkning”. Men der er også, som det under mødet blev påpeget fra salen, eksempler på, at unge ikke gider være oprindelige folk og flytter væk, hvorved sprog og territorier mistes.

Oprindelige folk er ifølge definitionen i den FN-vedtagne erklæring om oprindelige folks rettigheder fra 2007 et ikke-dominerende folkeslag i et større samfund, som de oprindelige beboede, men senere er blevet et mindretal i. De har ofte ifølge denne definition i forskellig grad bevaret deres egen kultur, baseret på naturens lokale ressourcer, og de har typisk en anden kultur og et andet sprog end den dominerende befolkning. I vore dage bliver omkring 370 millioner mennesker rundt omkring i verden defineret som oprindelige folk.

”Antropologi er som fag vokset ud af en interesse for at forstå, hvordan kulturer udvikler sig forskelligt eller ens, afhængigt af deres naturgrundlag”, forklarede Stine Krøijer. ”Det førte til meget detaljerede lokale studier af, hvad folk spiste, deres narrative traditioner og deres måder at organisere sig på lokalt. Antropologer løb rundt og målte og vejede, hvad folk indsamlede fra skoven for at finde ud af, hvilke ressourcer de benyttede sig af”.

Denne arbejdsform og de teorier, den førte til, blev imidlertid i de senere årtier ”udfordret af det, man kalder den politiske økologi, der pegede på, at det grundlæggende handlede om udnyttelsen af lokale ressourcer, og at der var større politiske interesser på spil. Spørgsmålet om tilkendelse af rettigheder til lokale ressourcer havde betydning. Så derfor begyndte antropologien sammen med geografien og flere andre fag at interesserer sig specifikt for miljøkonflikter, konflikter omkring natur og ressourceudnyttelse og indfødte folks territorier”. Der skete med andre ord et historisk skifte for antropologiske studier af oprindelige folk i retning af et nyt fokus på miljøkonflikter og rettigheder.

”Der, hvor jeg selv har arbejdet i Amazonas, har der været en meget lang konflikt om olieudvinding, som på ret voldsom vis har forandret det lokale miljø og dermed også de strategier, folk har kunnet have i forhold til deres livsgrundlag”, forklarede Stine Krøijer på mødet. ”Denne forskning, som jeg nu har gang i, tager udgangspunkt i, hvordan alle disse forskellige miljøkonflikter udfolder sig, og hvordan indfødte folk og andre sociale grupper går ind i disse og organiserer sig politisk og forsøger at få deres for deres egen sag fremført politisk”.

Den erfarne arbejdsmediciner Erik Jørs fra Odense Universitetshospital, som gennem NGO’er som IMCC (International Medical Cooperation Committee) og Dialogos i årtier har været involveret i sundhedsprojekter i Bolivia, Uganda, Filippinerne og Nepal, fortalte ved mødet specifikt om arbejdet med interkulturel medicin i Bolivia. Han understregede vigtigheden af samarbejde mellem på den ene side traditionelle medicinmænd af begge køn og på den anden side vestlige læger.

I Bolivia har omkring halvdelen af landbefolkningen ikke let adgang til sundhedssystemet, og det er et af de få lande i verden, hvor størstedelen af befolkningen tilhører et oprindeligt folk. Hans oplæg indeholdt en lang række konkrete eksempler på, at de oprindelige folks sundhedsråd og traditionelle måde at helbrede sygdomme på har givet mening.

”Allerede i 1986 brugte vi et halvt år på at gå rundt mellem landsbyerne og interviewe folk for at finde ud af, hvordan bor de? Hvor mange penge tjener de? Tjener de noget overhovedet? Hvilke afgrøder dyrker de? Og hvilke sygdomme optræder der? Og der fandt vi ud af, at selv om man lokalt ikke var meget for at fortælle om det, at de faktisk havde et fungerende sundhedssystem. Det var bare ikke et vestligt sundhedssystem, men et traditionelt sundhedssystem, som de ofte havde større tiltro til end det, de kunne møde på sygehuset”, fortalte han.

”Når vi gik rundt i gaderne, så kunne vi købe alle mulige mærkelige forskellige former for medicin, som var et resultat af den viden, de havde samlet sammen”. En viden, som handlede meget om forholdet mellem ”varmt og koldt”. Der var bestemte fødevarer i handelen, som blev opfattet som henholdsvis ”varme eller kolde”, og der var behandlinger mod sygdomme, som blev opfattet som ”varme eller kolde”.

”Det er klart, at hvis man har en varm sygdom, så skal man have nogle kolde behandlinger eller kolde ting at spise. På den måde forsøger man at genskabe balancen i kroppen” forklarede Erik Jørs, som på baggrund af sine erfaringer mener, at vi i den vestlige verden kan lære meget af oprindelig medicin, en lærdom,  som vi har haft i Europas traditionelle medicin, og som også genfindes i Afrika og Asien.

”Vi kunne nedsætte vores medicinforbrug ganske betydeligt, hvis man gik mere over til baldrian, kamillete og citronmelisse. Vi har et overforbrug af medicin, fordi folk selvfølgelig gerne vil behandles. Der kan vi lære, at naturen stadigvæk har meget at byde på, også medicinsk, uden at det nødvendigvis skal være fremstillet på et farmaceutisk institut”, konkluderede Erik Jørs.

Line Jespersgaard Jakobsen, der blandt andet forsker i naturens rettigheder i forhold til udvinding af naturressourcer i Colombia, supplerer med, at ”der er en sandhed i fortællingen om, at de oprindelige folk er dygtige til at beskytte naturen”.

”Det betyder ikke, at jeg ønsker at sige til de oprindelige folk, at i og med at I er dygtige til at beskytte naturen, så bør I gå forrest i miljøkampen. Dét er et fælles ansvar. Men vi kan lære noget af den omgang med naturen, det forhold til naturen, som de har, den enorme evne, de har til at lytte og indgå i harmoni med naturen. Det er jo det, vi fuldstændigt har aflært, så der er stadigvæk noget at hente”, sagde Line Jespersgaard Jakobsen. Hun har i sin forskning med eksempler fra Colombias særlige domstol for fred set på vanskelige juridiske spørgsmål omkring ”naturen som offer” og ”naturen som subjekt for rettigheder”. Hun arbejder i, hvad hun kalder et ”krydsfelt mellem vestlig jura og det oprindelige folks viden og ’kosmovision’s sammenstød med den vestligt definerede jura”.

Det handler om, hvordan skader og lidelse i naturen bør kunne defineres som kriminelle handlinger, hvilket de i vid udstrækning ikke bliver i dag. Line Jespersgaard Jakobsen har sammen med sine kolleger set på den måde, hvorpå man forstår straffrihed inden for international lov og politik og udfordringerne ved at retsforfølge de ansvarlige for en skade på naturen.

”Vi vil gerne bryde med den nuværende fastlåste forståelse af retfærdighed, skyld og ansvar. Den måde at forstå retfærdighed på, der kommer fra vestlig jura, er fokuseret på staten og har mennesket i centrum. Mens nogle af de her folk, de taler om skade og lidelse og smerte på en helt ny måde. Hvordan dokumenterer man den her form for skade på for eksempel en flod eller på et træ eller på et bjerg? Og hvordan kan vi afgøre ansvar og sanktioner i sådan nogle sager? Her opstår der nogle interessante krydsninger mellem oprindelige folks viden og den vestlige jura.”

Til sidst på mødet kom Stine Krøijer med nogle ord om, at det næppe i ret mange tilfælde kan lade sig gøre at overføre viden fra et oprindeligt folk ”en til en” til et moderne samfund, men at det handler om at lære i højere grad at respektere hinanden og hinandens viden. ”Det bedste, vi kan bestræbe os på, er at gå i retning af at anerkende, at der er mange måder at se tingene på og mange måder at gøre det på. Det handler om at respektere andres kosmologi eller spiritualitet, men uden nødvendigvis at kopiere den en til en”.