by I denne og i en tidligere artikel gengives de fire oplæg fra DDRNs arrangement under Forskningens Døgn 2024
Gæld og fattigdom på kredit i Latinamerika v/Marie Kolling
Jeg er antropolog og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier. Det handler om gæld og fattigdom. Gæld bliver ofte overset. Tit måler vi på, hvor lidt folk tjener, fattigdomsgrænser, hvor folk har at gøre med. Noget jeg har bemærket i min forskning, det er at det ikke kun handler om hvor lidt folk tjener, men det handler også om, hvor meget folk skylder. I mit forskningsprojekt ser vi på Brasilien og Chile. I aften vil jeg fokusere på den del, der handler om Brasilien. 211 mio. indbyggere. Der er meget store forskelle mellem regioner og også store uligheder i byerne. 30% af befolkningen kan karakteriseres som at de lever i fattigdom, og 6 % lever i ekstrem fattigdom, helt nede på at overleve for 300 kr. om måneden, hvilket også i Brasilien er helt ekstremt lidt. Der er en stor overrepræsentation af sorte. Kvinder i Brasilien tjener meget mindre end mændene. Jeg har tilbragt rigtig meget tid sammen med folk i de forskellige slumområder med ekstremt fattige. Bl.a. i forbindelse med mit Ph.d.-projekt om folk ved en flod som begyndte at gå over sine bredder – naturen skabte problemer og folk skabte problemer.
I 0’erne gennemlevede Brasilien et økonomisk opsving med en aktiv omfordelings- og socialpolitik, som skulle komme de fattige til gode. Historien om et socialt boligbyggeri, hvor folk var rigtig kede af at skulle miste hvad de med møje havde bygget op. Og samtidig glædede de sig til at bo pænt. Man ville gerne bo i noget, der kunne minde om middelklasse. Folk prøvede de få ressourcer de havde at gøre det dårligt udførte byggeri pænt. Den proces krævede adgang til kredit. Billedet ovenfor er fra et år efter, at en familie var blevet genhuset. På den ene side var glade, på den anden side var de også kede af at blive genhuset. Der var en forventning om, at ting skulle blive bedre. Det nye hjem blev ret hurtigt et slumområde. Maria viste mig en dag sin pung, hvor hun havde tre kreditkort. Maria tjente sin penge ved at sælge grøntsager, ikke specielt gode grøntsager – hvad der var tilbage – hun havde en deal, men det var en underskudsforretning, og fuldstændig sorte penge. Hun kunne ikke dokumentere sin indkomst eller bolig (postnummer det gamle sted, og kunne derfor ikke modtage post). Hun havde ikke betalt sin fastnettelefon, som derfor var blevet afbrudt. Jeg var nødt til at ringe til hendes nabo. Der var ikke tre måltider om dagen overhovedet. Hvordan havde hun fået adgang til de tre kreditkort? Det var virkelig mystisk, så det begyndte jeg at kikke nærmere på, hvordan det kunne lade sig gøre. Det var ikke kort fra en bank.
Men en af de store detailkæder kan man få lavet et kreditkort. Ud fra kreditvurderingen kan der være 200 kr. eller 20.000 kr. på kortet. Ideen med at give de fattige adgang til kreditten er en del af en fortælling om, at de fattige også kan få det bedre. Fremfor at stå udenfor med sorte penge, så i stedet at låne fra andre. I starten blev denne forbrugerkredit brugt til at realisere forbrugerdrømme. Hvorfor overførselsindkomster, når man bare kan låne de penge. Den finansielle sektor blev meget hurtigt digitaliseret. Brasilien havde i forvejen nogle store digitale banker, og de blev sindssygt populære. Nogle af disse kæmpestore banker er mega- populære, og de udstedte kort gratis. Når man betaler med kort, tilbydes det at dele betalingen op i ti eller flere rater, så folk aldrig skal lægge særlig mange penge ad gangen. Det betyder også, at folk hele tiden skal holde styr på vildt mange beløb. Det gør det rigtig nemt at havne i gæld. I et gigantisk kreditmarked i Brasilien er de fattige blevet en interessant del, der har ligesom åbnet sig et nyt marked. De bestemmer ikke selv vilkårene for kreditten, høje renter. 80% af befolkningen er registreret som dårlige betalere. Under pandemien var det hos de fattige, hvor gælden steg mest, og hvor de ikke rigtig kan komme ud af gælden. De starter måneden med at skulle betale af, og hele tiden jonglerer mellem dem der kan skubbes og hvor de kan låne på ny. Når de er registreret som dårlige betalere, kan de ikke låne igen. Det påvirker sociale relationer og familieliv. De er ramt meget mere og over længere tid af inflationen end i Danmark. Det er også synligt i gadebilledet, hvor der er tilbud om kredit på alle gadehjørner, hvor alle folk står og deler pamfletter ud for at få folk ind i deres kreditbutikker. Med kreditkortet kan man også tage lån af denne underskov af låneudbydere.
Tidligere havde (f.eks. Maria der sælger grøntsager) kontantgæld til en, som vidste hvor hun boede. Så gik hun rundt og bankede på og spurgte: ’Kan jeg få mine penge i dag’ – ’Ok, så kommer jeg igen i morgen’. Gælden har altid været der. Man har altid kunnet købe på kredit, men nu er alt digitaliseret, et nyt niveau. Alle disse hverdagsfornødenheder. Selv lottokuponer kan man købe på kredit. I dag skal man bruge et skatteregistreringsnummer. Nogle kort kan kun bruges i en bestemt forretning. Men i dag kan de bruges i andre butikker. Man kan ikke hæve penge på dem. Men det kan andre butikker klare for dig.
Spørgsmål fra publikum: Er der en modbevægelse, der holder fast i kontanterne? Marie svarer: Det er der faktisk ikke, også fordi Centralbanken lancerede deres version af Mobile Pay, som er meget populær. Også bankoverførsler kører nu digitalt. Kontanter er der stadigvæk. 40% af befolkningen tjener deres penge i den uformelle økonomi. I byen er der de kreditbutikker, flyers over det hele, så det er en meget markant forandring. Alt i alt: Mange af disse familier havde dårlig økonomi og kæmper med arbejdsløshed i perioder. Lavt lønnede, dårlige jobs i den sektor, hvor man ikke har nogen rettigheder. Der er en meget skrøbelig økonomi. Det bliver kun værre nu med de banker, som det kan være vildt svære at gennemskue. Altid fattige som mangler uddannelse og oplysning. De er rigtig gode til at skjule gebyrer. I det store samfundsmæssige perspektiv skaber det også problemer i økonomien, fordi det ikke er et særligt bæredygtigt system.
Tre fotografers værker: Andre Yepez (sex arbejdere i Ecuador), Charlie Cordeo (klimakrise i Colombia, og kvinder, moderskab og videnskab i Colombia), og Wara Vargas (kviksølv forurening i Bolivia, og klimakrisens trussel mod én af Latinamerikas ældste indianske kulturer v/ Lise Josefsen Hermann
Den første historie er fra Ecuador og handler om en af de befolkningsgrupper, som var meget udsat i forbindelse med Corona, nemlig sex arbejderne i Ecuador. Jeg er sikker på, at man kunne fortælle den samme historie om sexarbejdere også hjemme i Danmark og mange andre steder i verden, f.eks. i Kenya, hvor denne gruppe var påvirket på flere måder, både i forhold til at der var mindre arbejde, 40-50%, måske endda 80 % mindre arbejde, fordi kunderne havde færre penge; måske en luksusydelse, som man skar væk. Og var der også en udfordring helbredet, som folk kunne være bange for. Sexarbejderne bliver diskrimineret, udråbt som et centrum for smitte. Så det var et eksempel på en udsat befolkning i Ecuador. Min interviewperson fortalte mig, at det er altid dem, der er de onde og får skylden, ligesom andre udsatte grupper som migranter.
I Quito er sexarbejderne organiseret i en slags fagforeninger. Det er tilladt at sælge sex, men det er ikke tilladt, at andre kan tjene penge på det. De har sådan nogle ID-kort, og så bestemte steder i Quito, hvor de har lov til at være. Det er svært under pandemien at tjene til føden. Hun nævnte – der er ikke officielle statistikker på det – at de havde cirka halvdelen til 80% mindre arbejde under pandemien. Spørgsmål fra publikum: Når det nu er lovligt, er der så også noget socialt – sundhedsmæssigt for dem? Svar: Ikke som jeg kender til, nej. Det er mere spørgsmålet om, at man lader dem arbejde og ikke jager dem væk. I Ecuador er der stadig lang vej til sociale tilbud som dem, vi f.eks. har i Danmark.
Så tager vi et smut til Colombia, det er Charlies fotos vi har her. Og de historier, som handlede om, hvordan det nationale universitet i den nordlige del af Colombia åbnede en ny afdeling for relativ kort tid siden, som bl.a. arbejder for at få flere oprindelige folk ind i den akademiske verden. Claudia Vallejo er i traditionel klædedragt og har sin datter med på universitetet. Da jeg tilbragte nogle dage på universitetet, så var det specielt at se – jeg har aldrig set det før – og vi har desværre ikke fotos af det. Medicinmanden fra dette folk var inde på campus og holdt et oplæg om hvorledes hele den spirituelle del – selvom folk kom ude fra landsbyerne, fik en akademisk uddannelse, men stadigvæk bevarede kulturen. Det symbolske i at se en medicinmand rende rundt på universitetet var meget interessant. Jeg har i hvert fald ikke ret tit i Latinamerika set sådanne shamaner, som er velkomne til at komme og holde events.
Der er altid uenighed om, hvordan man opgør oprindelige folk. De seneste tal angiver 13,6% af landets befolkning som oprindelige folk eller knap 2 millioner. Der er ikke ret mange af dem, som får akademisk uddannelse. Det er noget som denne nye afdeling på det nationale universitet forsøger at gøre. Claudia, som vi så før, studerer matematik og har fået et særligt scholarship. Det er sådan, at der bliver givet særlige pladser med scholarships til forskellige oprindelige folk. Der er organisationer i Latinamerika, som arbejder for dette, f.eks. Parents in Science. Selvom kvinder i Latinamerika er længst bagud i forhold til akademisk uddannelse, så støtter man f.eks. mødre i form af børnepasning på universiteter, så de kan komme i gang med en akademisk uddannelse uden at de skal føle, at de går ud over deres børn.
Så skal vi til en anden historie. Stigende vandstand er noget man ofte oplever på en af de tættest befolkede øer i verden. Hele øgruppen har 1.500 indbyggere. Det ligger oppe i den caribiske del af Colombia og består af ti øer. Allerede for ni år siden blev den første af øerne oversvømmet. Det er en fremtid, som mange af de andre øer også går i møde snart. På denne ø bor der 700 mennesker på 1 ½ hektar. Spørgsmål fra publikum: Hvorfor flytter de ikke? Svar fra Henrik Valeur: Der er lige så lavt på de andre øer. Svar fra Lise: De taler om, at de nok er den sidste generation til at bo der. Mange af dem lever af fiskeri.
Kommentar fra Henrik Valeur: Jeg tror de skal have nogle tømmerflåder. Spørgsmål fra publikum: Har de tænkt at bygge husene på pæle? Svar Lise: Man arbejder på at plante mangrove for at beskytte øerne mod erosion. Ellers er det noget med at flytte sig. Mange kan vågne op til dette syn store dele af året. De lever så tæt på havoverfladen, at der ikke er ret mange år tilbage at leve der.
Denne her er en kunstig ø som har været der i 150 år. Spørgsmål fra publikum: Hvordan er den lavet? Lise svarer: Jeg ved ikke så meget om det.
Spørgsmål fra Henrik Valeur: Ved du noget om de økonomiske muligheder, når de bliver nødt til at flytte? Fordi det er jo ikke noget værd længere det de har nu. Lise svarer: Der er ikke noget støtte til dem. Der er ikke nogen kommune, der lige tilbyder nogen midler. Henrik: Så bliver man nok så længe man kan. Lise svarer: Tit har man også lyst til at blive der så længe man kan. Der er en vis tilknytning til der, hvor man er vokset op, og hvor ens forældre og bedsteforældre har boet. De har ingen nogen fremtidsplan, hvor de ved, at om fem år skal de flytte. De unge miljøaktivister planter mangrove som plaster på såret, og så kan de hjælpe med at gøre erosionen langsom. Hvis vandstanden bliver ved at stige, så forsvinder øerne. Så spørgsmålet er hvor mange år der er tilbage.
Så skifter vi til Bolivia. Det er en anden historie, som har med klimakrisen at gøre. Den handler ikke om stigende vandstand, men om et oprindeligt folk som er en af de ældste kulturer i Latinamerika, og som daterer sig 2.500 år tilbage før vor tidsregning. Det er Uru Chipaya-folket, et lillebitte folkeslag. Det område de lever i er hvidt af salt. Der er rigtig mange saltsletter eller saltørkner, og der er meget tørke. Det regner meget mindre end det gør normalt. Det betyder, at de mangler vand. De har typisk får eller lamaer som husdyr, og problemet er, at når der er tørke, har de ikke vand nok til dyrene og heller ikke nok vegetation. Omkring halvdelen af husdyrene ender med at dø af sult eller af tørst. Det er et stort problem for befolkningen. Vi er i omkring 4 km’s højde. Det der begynder at ske, er at de har svært ved at leve, når deres levebrød trues. Den yngre del af befolkningen begynder at migrere, og vi er tæt på grænsen til Chile, så disse oprindelige folk begynder at rejse til Chile. Man nævner dette som et eksempel på en ydre konsekvens af klimakrisen. Det kan være til at slå indianske kulturer ihjel, fordi sådanne folkeslag, som har boet disse mange år ude på højsletten, når de flytter sig til Chile og blander sig med den chilenske befolkning inde i storbyer og glemmer deres kulturelle identitet, deres sprog, deres klædedragt og holder med tiden op med at identificere sig som Chipaya. Det er en bekymring de har, og det er særligt den ældre del af befolkningen, der er tilbage. Denne historie er også bragt i POV International i samarbejde med DDRN. Kommentar fra publikum: Det sker for mange grupper, at de gerne vil til byerne. Lise svarer: Det er rigtigt, at det er en udfordring generelt. Kommentar fra publikum: Det er ikke kun klimaforandringer, den proces oplever mange folkeslag. Lise svarer: Det er rigtigt, i det hele taget for landbefolkningen, hvordan kan man skabe muligheder for den yngre befolkning, så de har lyst til at blive i området. Kommentar fra publikum: De to største etniske grupper udvandrer til lavlandet i området, ikke så meget til Chile. Men det er hele den kultur, der er omkring dem. Når de kommer til lavlandet i Santa Cruz. Lise svarer: det er barske forhold i 4 km s højde. Kommentar fra publikum: De kan ikke have nogen form for afgrøder. De er midt i en katastrofe, de sidste 20 år er mange fuldstændig forsvundet. Lise svarer: Det er en stor udfordring, de rykker typisk til byerne, og så kan de opleve alle mulige slumproblematikker og sociale problematikker, andre fattigdomsproblematikker. Men det er rigtigt, det er ligesom klimaforandringer lægger til de udfordringer, der allerede er der i forvejen. En sidste historie fra højsletten næsten oppe i 4 km’s højde, fordi det er en flad slette, så fornemmer man. Spørgsmål fra publikum.: Han går med et eller andet i hænderne, de har får og lamaer. Det er barske forhold, det er ikke nemt at finde alternativer.
Så skal vi til en anden del af Bolivia. Jeg kunne også fortælle den fra mange andre steder i Sydamerika. Den handler om guld og ikke mindst brugen af kviksølv, typisk i Amazonas. Bolivia er et af de få steder i verden, hvor man frit kan købe kviksølv, der ikke nogen restriktioner. Det er det land i verden, som importerer mest kviksølv. Det bliver så brugt både i forbindelse med guldudvinding. Der bliver smuglet rigtig meget til nabolandet Peru, hvor der er mange restriktioner. Her ser man en af kvinderne, de er det sidste led, når man ligesom i Legoland sier sandet og finder guld og bliver så blandet med kviksølv og danner amalgam, som man efterfølgende varmer op, og de meget giftige kviksølvdampe er rigtig farlige for det menneskelige helbred. I flere tilfælde så vi gravide arbejde med det her. Mange kritiserer Bolivia for at mange kan købe det og det store forbrug. Der er rigtig mange økonomiske interesser, så der sker ikke så meget på den front. Det er også noget, som bekymrer – det kommer ud i Amazonas og de floder holder sig ikke inden for landegrænser. Dvs. der kommer forurening ud i floderne i Bolivia og så de floder måske i Brasilien eller andre nabolande. Det er en forurening, som bekymrer hele verdensdelen. Kommentar fra publikum: Der ser vi de kvindelige guldgravere, som står og sier på Legolands facon og skal se hvor meget guld de kan finde der. Der er mange problemer og der er meget lidt forskning og viden om dette emne. Der er lavet nogle få undersøgelser om, at oprindelige folk har højere niveauer af kviksølv.
