I denne og en følgende artikel gengives de fire oplæg fra DDRNs arrangement under Forskningens Døgn 2024
Fattigdom globalt og i Danmark v/ Knud Vilby
Knud Vilby, som har arbejdet med fattigdom i Danmark og i Afrika, indledte med at nævne, at ”der er flere definitioner på fattigdom. En af de vigtigste definitioner er fattigdom som mangel på muligheder. Den dækker både over fattige individuelle mennesker og for fattige lande. Sidste år skrev Birthe Larsen, CBS, en lille bog ’Hvorfor stiger uligheden og hvad gør vi ved det?’ hvor hun også beskriver den danske situation og i øvrigt situationen i rigtig mange lande i den vestlige verden, at uligheden har været stigende siden slutningen af 1990’erne, også i det velregulerede land som Danmark er. Ulighed og fattigdom er ikke det samme, og nogle argumenterer for, at det ikke gør noget, at der er ulighed i et samfund, bare der er vækst, så det kan løfte alle, både rige og ikke så rige. Birthe Larsen har evidens for, at ulige samfund ikke har bedre vækstvilkår end andre. Hun nævner, hvad ulighed betyder for fattigdom i Danmark. Den er faldet lidt i de seneste år, men vi har omkring 54.000 børn – seneste tal fra 2021- som har levet i fattigdom i mindst et år ud fra EU-definitionerne. Der kan være dyk i indkomst, som kan håndteres. Men man ser på, hvor mange der har levet i fattigdom i tre år i træk, så er det 30.000 børn. Hun siger at vokse op i fattigdom spænder ben for børnene resten af livet. Tal fra Egmontfonden viser, at børn fra fattige familier har dårlige chancer for at klare sig gennem skole- og uddannelseslivet og det faglige senere i livet. Så det har livslange konsekvenser at vokse op i fattigdom. Også i Danmark, hvor nogle vil hævde, at vi stort set ikke har nogen fattigdom.
Bruger vi definitionen om mangel på muligheder, så kan man sige, at det samme gælder i en vis forstand i fattige lande. Der er en række årsager til, at de er fattige. Hvad er deres muligheder for at komme ud af fattigdommen? De er sat bagud fra starten. De har typisk ringere adgang til kapital, til investeringer, de har en ringere infrastruktur, ringere adgang til selvstændig forskning. De er meget afhængige af, hvad investerende firmaer bringer ind af teknologi, fordi de har ikke en selvstændig udvikling af nye metoder. De har generelt et lavere uddannelsesniveau. De er bagud på alle mulige områder. Men de har billig arbejdskraft, og på grund af de andre ting, skal den arbejdskraft være rigtig billig. Og mange lande laver frihandelsområder for at tiltrække investeringer, forbyder fagforeninger og sikrer, at arbejdskraften er så absolut billig som den kan blive. Man kan have en fornemmelse af – og jeg er med til at skrive om det – at der er masser af ressourcer, unge mennesker og masser af muligheder, og der sker en masse spændende ting. Og det skal man altid huske. Men den anden sandhed er den, at de er bagud på points i starten, og at de kommer længere og længere bagud. Jeg prøvede at beskrive det i en lille bog ’Kampen mod de fattige’ for nogle år siden, om de mekanismer, som er med til at fastholde fattigdom og uddybe fattigdom nogle steder, sundhed, miljø, uddannelse, forskning, alt det som man er bagud på. En sportsmetafor: 200 lande løber om kap med tilsyneladende samme forudsætninger, men klarer sig ikke alle lige godt. De 50 første over målstregen får hver udleveret en cykel og så fortsætter kapløbet som et kapløb mellem cyklende og løbende. Ved næste målstreg får de femten første, som mærkeligt nok alle er cyklister, hver udleveret en bil. De fortsætter med 100 km/t mod endnu en målstreg. Man kan godt give de bagerste avancerede løbesko, men det vil ikke ændre noget. De vil hele tiden komme længere og længere bagud i forhold til dem, der har den mest avancerede teknologi. Nogle kan komme med eksempler på, at der er undtagelser, og det er rigtigt. Kina er et af de lande, der har reduceret fattigdom. Kinas umådelige økonomiske vækst, som også har skabt voldsom øget ulighed i Kina, men som også har været med til at udrydde den absolutte fattigdom.
Der er endnu et par faktorer at medtage, når man snakker lande og fattigdom. Fattige kan også have en tendens til at ødelægge miljøet. Vi har det store ansvar for klimakrise. Men fattige mennesker uden ressourcer, bønder, nomader bruger hvad de kan bruge, de udpiner jorden, de fælder træer. De gør ting, som de via nedarvet visdom godt ved er forkert, men som de er nødt til at gøre for at overleve. Dermed accelerer de nogle steder den miljø- og klimakrise, som i virkeligheden rammer dem selv allerhårdest og gør dem endnu fattigere. I 1990 kom der fra Verdensbanken den første store fattigdomsanalyse om hvem der lever for under 1 $ om dagen. Dengang 1,1 mia. Forventningen var, at det kunne nedbringes til ca. 800 mio. ved årtusindskiftet, men da var tallet det samme, dog en mindre procentdel af jordens samlede befolkning grundet dens vækst. I dag siger de seneste tal 700 mio. har 2-3 $ om dagen (absolut fattige). Nu er vi der, hvor man havde forventet at være for 25 år siden. Antallet af fattige voksede under Corona epidemien. Aktuelt vokser det igen formentlig med de mange konflikter. Og klimakrisen føles i rigtig store dele af verden med tørke og oversvømmelse, som tvinger folk væk fra de områder, hvor de har boet hidtil, og hvortil de ofte ikke kan komme tilbage. Hvorfor er det så svært i en verden med overforbrug og overproduktion samt en klimakrise skabt af, at der bruges for meget? Vi lever i en markedsøkonomi, som har den funktion, at den koncentrerer velstanden, medmindre man med meget stærke politiske indsatser modvirker den tendens. Globalisering med fri bevægelighed for næsten alting undtagen arbejdskraft, jf. stram udlændingepolitik. Der kan spekuleres verden over. Andelen af investeringer til lønninger falder i forhold til andelen der går til rentebetalinger. Formuerne koncentreres mere og mere.
OXFAM laver nogle analyser: milliardærer har vækst i formue på 35%. 5 mia. har ingen vækst haft. De rigeste 48.000 mennesker i DK nu har en formue, der svarer til hvad 3,9 mio. af befolkningen ejer. Ejendoms- og jordfordelingen ligner hvad man havde for flere hundrede år siden. Den voksende ulighed i DK bliver påvist i statistikker en gang om året. Der er ikke nogen fattigdomsgrænse, og børnefattigdom snakkes der ikke om. Når uligheden vokser i DK: En reguleringsmekanisme for overførselsindkomster som er lavere end den for lønninger. Det forklarer stadig stigning i ulighed. Dogmer i DK: 1. Øge arbejdsudbud, 2. Betale sig at arbejde også lavtlønnet vs. understøttelse (reducere de laveste overførsler, f.eks. enlige mødre), 3. Stram udlændingepolitik, f.eks. kontanthjælpsloft næsten kun rammer dem; politikere snakker udenom, det ønsker man ikke at gøre noget ved. 3. generel erhvervs- og beskæftigelsespolitik – gerne tiltrække investeringer udefra, gerne sikre generationsskifte i virksomheder, hvilket har ført til sænkning af formue- og virksomhedsskatter, konkurrence mellem vestlige lande – langt lavere skat på formuer. Samme frygt for fravalg af investeringslande ses også i den fattige verden. Store virksomheder afholder auktion: Hvem kan give os de bedste vilkår? Afgørende at tiltrække udenlandske investeringer. I fattige samfund får de fattige ingen støtte overhovedet.”
Fredens Havn/Pirathavnen v/ Henrik Valeur
Arkitekt Henrik Valeur, som er forfatter bl.a. til bøgerne ’The Floating Community’ og ‘An-other City’, fortalte om sin aktionsforskning i et flydende bofællesskab for outsidere Fredens Havn/Pirathavnen i Københavns Havn i 2018 og frem til begyndelsen af 2022:
”I aktionsforskning er det vigtigt ikke så meget, hvad man forsker i, men hvem man forsker for. Forskningen er baseret på et direkte samarbejde med bestemte befolkningsgrupper med henblik på at forbedre og skabe nye muligheder. Mit oplæg handler om vores manglende forståelse og derfor måske også frygt for det fremmede og anderledes både i forhold til andre mennesker – her havne nomaderne, og i forhold til naturen, som nomaderne accepterer som den er – den ydre som den indre – og forsøger at tilpasse sig i stedet for som bofaste at ville kontrollere den.
Det blev nævnt, at nomader også forurener. Det gør de måske også. Men som udgangspunkt er de dem, der forurener mindst overhovedet. De udpiner ikke jorden, de flytter sig. Deres arkitektur er derfor også let og flytbar og sætter få eller ingen spor. Der er forskel på at skabe arkitektur og at være arkitekt. Arkitektur er noget alle har haft til alle tider, hvorimod arkitekten er den bofastes opfindelse, som skal give form til denne arkitektur, som er tung og fast og afsætter masser af spor, også massive økonomiske fodspor. Frygten for at miste deres frihed er indskrevet i havne nomadernes sange og fortællinger om hvordan de tidligere er blevet handlet og fanget og som tvangsarbejdere og holdt som slaver. De få hav nomader, som er tilbage, er truet af 1) de nationalstater, hvis territorier de bevæger sig imellem. 2) en såkaldt civilisatorisk udvikling, som udsletter deres kultur. 3) de fastboendes og turisternes overforbrug af naturens ressourcer og forurening. Det kunne f.eks. være koralfjeld, der bliver ødelagt, og 4) de naturfredningsprojekter, som er en konsekvens heraf samt de klimaforandringer, som ødelægger de økosystemer de er afhængige af.
Hav nomaderne er marginaliseret. Deres syn på verden er totalt uforståeligt for den dominerende kultur, hjælpeorganisationer og embedsmænd. I København boede der også en slags hav nomader. Outsidere, som ikke passede ind i det moderne samfunds fastlagte orden. Det selvorganiserede flydende bofællesskab i selv-istandsatte småbåde, selvbyggede småhytter.
(Speak til video) Hesten, som her spiser morgenmad med Amalie, kaldte det Fredens Havn, andre Pirathavnen, Et kort billede af den perfekte by. Alternativet til det her. Ham her mistede først sin kone, sin datter og sin svigersøn. Han fandt fred i havnen og fik mod på livet i sine små overdækkede joller, hvor han byggede mærkelige apparater og eget badeværelse. Hesten byggede dette kombinerede drivhus og værksted og dagligstue med byens bedste udsigt. På plankerne udenfor herskede hejren. Faktisk trives fuglene rigtig godt. I den lokale biotop skabte de flydende boliger ly i sivene langs vandet, hvor de kunne yngle i fred. Så blev sivene ryddet for affald efter beboerne ikke længere bor der. De badede selv i vandet og havde derfor en egeninteresse i at holde det rent. Jeg siger det fordi det var ligesom et hovedargument imod, nogen satte et rygte i gang om at de sked i vandet. Men de byggede faktisk multtoiletter, de var ikke tilkoblet hverken kloaksystem eller lign. Det gjorde også, at de ikke brugte så meget, fordi man tænker over hvor meget vand man bruger og hvordan man kan genbruge det, hvis man skal hente det i en dunk en halv kilometer væk.
På land havde NOMA stillet et lille landområde til rådighed for dem. Her komposterede de afføringen og brugte den som gødning i deres fælles køkkenhave. På land kunne man finde mange selvgroede spiselige planter. Det var nogenlunde de samme ingredienser, der blev brugt i deres folkekøkken og i verdens bedste restaurant. I modsætning til køkkenpersonalet i NOMA, måtte beboerne i havnen selv finde på løsninger til at opbevare og tilberede maden. Her lavede vi forsøg med nedkøling ved hjælp af salt i to lerkrukker og opvarmning ved hjælp af sølvpapir fra chips poser. Man bruger asken fra bålet til at lave aske pulver. Gabriel havde en nemmere måde at vaske tøj på, at hænge det ud i regn og blæst et par dage. Speederen har bygget en lerovn og en fantastisk træskulptur, som han har kaldt havguden. Sira tegnede og digtede. Stormen og Karmi optrådte. Loftet i Patricks båd var et kollektivt kunstværk malet af beboerne i havnen. Havnen var i sig selv en slags kollektivt arkitekturværk, der hele tiden forandrede sig.
Beboerne var kreative og spirituelle mennesker, måske var det derfor de ikke passede ind i det omgivende samfund. Noget som forbandt de meget forskellige mennesker i havnen, og som gjorde det svært for dem at passe ind i det moderne samfund, og som de havde til fælles med havnomaderne, var et stærkt behov for frihed. Som Patrick udtrykte det, når man bor på sin egen båd, er man kaptajn i sit eget liv, eller som Pastor sagde: Det der er ude, er for mig hjem. Det samme gjaldt for Andreas, som havde det princip, at alle hans ejendele skulle kunne være i en rygsæk. Eller måske var man bare som Kami et uidentificeret flydende objekt. Siri tegnede et kort over, hvordan hun flyttede rundt i havnen. Først boede hun i et telt i haven. Så lånte hun en båd. Derefter fik hun en kæreste, som hun flyttede ind hos. Så flyttede hun over til Flyver, og senere er hun flyttet tilbage til Hesteøen. Det er nemt at flytte rundt, når ens bolig er flydende. Det er bare at flytte den, hvis man bliver træt af naboen. Og derfor kunne mange forskellige mennesker have adresse det samme sted. Folk som måske ellers ville have levet på gaden, men også unge aktivister, som forsøgte at leve helt uden penge. Er det ikke det mest subversive, man kan gøre i vores samfund? Der var studerende fra de kreative uddannelsesinstitutioner på Holmen bagved, og der var selvlærte kunstnere og åndemanere.
Det mindede lidt om kolonihaver, hvor der typisk bor folk, som ikke passer ind i socialt boligbyggeri, eller hvad der ellers er mulighed for. De selvgroede kolonihaver som her i Sydhavn blev til at begynde med anset for slum, men blev med tiden meget mere eftertragtede. Det der i begyndelsen var isolerede lejligheder i isolerede murstensbygninger med centralvarme med træk og slip. Grunden til at kolonihaverne blev mere eftertragtede, tror jeg, er fordi beboerne selv skabte, forandrede og udviklede deres miljø. Det kan de andre ikke. Der er alt bestemt på forhånd af nogle andre, f.eks. arkitekter. Spørgsmålet er ikke om det skal være det ene eller det andet, men om der overhovedet skal være plads til det andet, til det der ser lidt anderledes ud, til dem der lever lidt anderledes, dem der ikke har råd, eller som ikke har lyst til at bo og leve på samme måde som flertallet.
I Danmark har vi en lang maritim tradition, som rækker tilbage i hvert fald til bronzealderen, hvor man sejlede ned gennem de europæiske floder til Sortehavet og Middelhavet. Kortet her viser de områder, der vil blive oversvømmet ved seks meters havvandsstigninger. I stedet for at blive ved med at opføre tunge og faste betonbyggerier helt ned til kajkanten, kunne man jo flyde på vandet. Man kunne måske endda forestille sig et netværk af flydende bebyggelser, som ville skabe nye forbindelser på tværs af landet. Det efterprøvede vi på en rejse rundt til forskellige havnebyer i Danmark, hvor vi byggede elementer til et muligt nyt flydende bofællesskab sammen med frivillige. Vi var på byggefestival i Ebeltoft, hvor vi prøver at skabe en landsby af tiny houses på land. Med på turen var Mikkel, som var i erhvervsafklaringspraktik i Randers. Desværre fulgte bostøtten og de andre hjælpemidler, han havde, ikke med, fordi det jo kun foregik i én kommune. Det er måske problemet for myndighederne, hvordan de med deres bofaste tænkning, hvordan skal de forstå og hjælpe en rastløs person som Mikkel. Vi kom også til Ålborg, hvor vi fik vores små bygninger udstillet af lokale gadekunstnere og udstillet på havnefronten i byen.
Bagefter flyttede vi så ud til Fjordby, hvor folk oprindeligt var flyttet ind i fiskerskure, men der var de lidt udsatte for vestenvinden. Om efteråret flyttede vi så ind på det nedlagte værft, og her boede jeg hele vinteren i et hus på 12 m2. Men Byrådet gav tilladelse til at byudvikle værftsområdet og så blev vi smidt ud. Så skar vi en meter af huset og satte det på agterstavnen af Lars’ skib, og så sejlede de ud i verden med det, fordi de var nemlig også blevet smidt ud. Sammen med det Grønlandske Hus, Veteranforeningen, og Udsatterådet i Aalborg lavede vi et spil om det flydende bofællesskab, som jeg spillede med kommunalpolitikerne og medlemmer af Udsatterådet. Men den slags byudvikling bliver der vist ikke plads til, så vidt jeg kan fornemme.
Meningen var ellers, at med det skulle myndigheder og politikere have mulighed for bedre at forstå de udsatte og deres anderledes, særlige ønsker.
Der er andre steder, hvor folk bor på vandet. Her er det bydelen Makoko uden for Lagos, den største by i Afrika. Ingen ved hvor mange der bor, men det er efter sigende den største flydende, uformelle bebyggelse i verden. Trafikken i Lagos kan være noget kaotisk, så man anlagde en motorvej hen over lagunen til lufthavnen. Og det er jo lidt pinligt, når der kommer vigtige gæster til byen, at de skal se det slum. Så for nogle år siden forsøgte regeringen at rydde hele bydelen. Det lykkedes ikke, men det lykkedes dog at gøre 30.000 mennesker hjemløse. Ideen om, at regeringen simpelthen kan skubbe folk ud af deres hjem uden nogen diskussion, uden at anerkende årtiers beboelse, synes desværre at være normalt i Lagos.
Myndighederne synes her at gå til byplanlægning ud fra en autoritær synsvinkel som om deres ønsker om udvikling går forud for alt andet. Der er forskel på antallet, men ellers synes historien at være helt den samme om det er et fattigt afrikansk land eller ikke. For hvad skete der med beboerne i Erdkehlgraven, som Frank Jensen højtideligt havde lovet, at kommunen ville tage sig af. Jo, vi beboere i Københavns kommune gav dem 10 mio. til at gøre dem hjemløse, så nogle rige naboer kunne få en pæn udsigt, og 40.000 til at kommunens medarbejdere kunne tage ud og oplyse beboerne om deres rettigheder og muligheder som hjemløse. Det er ikke klart for mig, hvorfor det skulle koste så meget. Det var hurtigt overstået. De kunne blive skrevet op til en herbergs plads, og det var der ikke nogen, som var interesseret i. Fristedet blev ryddet i begyndelsen af januar 2022 efter mere end 10 års eksistens midt i den værste pandemi og det værste tidspunkt på året at blive gjort hjemløs.
Året efter var København så udnævnt til verdens arkitekturhovedstad med et slogan om, at vi har historien til fælles, vi har hverdagen til fælles, vi har naturen til fælles, og vi har arkitekturen til fælles. Men hvem er vi? Samtidig blev der afholdt en stor international kongres for arkitekter i byen og i den anledning havde Kbh. Kommune sammen med By og Havn og Arkitektforeningen inviteret arkitekter til at byde ind og opføre pavilloner langs havneløbet i Kbh.s havn, der skulle stå som danske arkitektursignaturer for verdenspressens tema ’Sustainable Futures Leave No One Behind’. Det var nu ikke til dem, man havde gjort hjemløse. ’Storken’ boede først bag i en varevogn og derefter på en sofa hos en venlig sjæl, så han efter et halvt år fik tildelt en såkaldt skæv bolig. Det at den er skæv betyder bare, at den er bygget af dårlige materialer, eller at det er sjusket håndværk, at den er meget lille og er placeret i den yderste udkant af kommunen langt fra byliv, indkøbsmuligheder. I halvdelen af det fælles affaldsskur har Storken sammen med viceværten indrettet et værksted, hvor beboerne kan reparere cykler og lignende. Han har også bygget et terrasse overdækning med materialer fra Socialforvaltningen til ham og hans nabo. Men nu vil boligselskabet have det hele fjernet og ført tilbage til den oprindelige stand. Også hans campingvogn og varevogn, som han tidligere har boet i, holder på det fælles parkeringsområde uden nummerplader. Så hvad er meningen med skæve boliger, hvis det ikke er at give plads til det skæve liv. Er det at disciplinere de skæve eksistenser, så de kan blive lige så retvinklede som os andre.
Det der gør det endnu mere uforståeligt er, at tilkørslen til de her boliger – de tre bygninger der ligger der, hvor der er tolv lejligheder ialt – er lavet sådan, at man intet kan se udefra. Tilkørslen er lavet parallelt og så med bevoksning hele vejen udenom, så man kan intet se udefra. Det er totalt isoleret, så det er uforståeligt hvorfor det skal være så rigidt som andre steder. Selv på motorvejen kan man intet se. Til gengæld kan beboerne dag og nat høre den konstante summen af bilerne”.
Min pointe er, at dette – at flyde på vandet – faktisk er en mulig løsning på stigende havvandstand, som på længere sigt kan have katastrofale virkninger for byen.”