En spiseseddel (14 dages turnus) på Sundholm ca. 1920 kunne se sådan ud:
Hver dag fik de indlagte udleveret én dunk hvidtøl til at tage med på arbejdspladsen.
Et fragment: Til gaffelen er vedlagt en seddel hvorpå der står: “Herr inspektør Denne gaffel fandt jeg ved, at rense op i kanalen, for mange aar siden. Og da jeg ikke er glad ved, og beholde den saa Sender jeg den Tilbage Ærbødist V. Hansen” Nedenunder er tilføjet: “Kan vel efter 15 års forløb sælges til fordel for julebøssen 15/12 56, S.” og: “Fg. overopsynsmand Klog vurderer dens værdi til 2 øre.”
Sigfred Pedersen – 1967 – Den gamle skærslibers forårssang
- Hvor er I nu, alle I jeg kendte,
hver buttet pige, hver kammesjuk?
Hver anden af jer på Sundholm endte.
Hver anden kvaltes i flaskens kluk.
Men jeg er stadig iblandt de vakse!
Mit hår er hvidt, men min tud er rød!
Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,
jeg sliber solskin og dagligt brød.
Den 6.marts 1899 tiltrådte Borgerrepræsentationen magistratens forslag om at slutte en overenskomst med staten om afståelse af et areal på ca. 31 tønder på Amager Fælled mod at Københavns Kommune frafaldt græsningsretten over den øvrige del af Fælleden. I august 1901 gik man i gang med opførelsen af Sundholm. Da arealet var meget lavt liggende, blev det besluttet at tage nødvendige fyld til hævning af byggepladsen fra en bred grav, der skulle omgive hele terrænet. Deraf navnet Sundholm.
Denne grav, en egentlig voldgrav, var 12 fod bred i bunden, (3 fod = ca. 1 meter), 56 fod i overfladen og 19 fod dyb. Der blev kun 2 adgange til området nemlig gennem 2 ”bevogtede” porte, Brigadeporten og Fælledporten. Disse porte eksisterer stadig. Hele arealet var desuden indhegnet af et 1413 meter langt og 2 m højt ståltrådsgitter, som på indersiden var tilplantet med vilde roser. Terrænet fik form af som en lidt uregelmæssig femkant.
Hele anstalten, som både rummede arbejds- og tvangsarbejdsanstalt, kostede 2,5 millioner kroner i 1908-priser og beregnet til at kunne rumme ca. 1020 personer. Arbejdsanstalten fik plads til 600 mænd og 120 kvinder og i Tvangsarbejdsanstalten 220 mænd og 80 kvinder. Arbejdsanstalten var beregnet for voksne personer, som var i besiddelse af arbejdsevner, men som af forskellige grunde var ude af stand til at ernære sig selv., eller som på grund af ”drukkenskab eller forsømmelse af forsørgerpligter” trængte til en ”opdragende behandling” og/eller regelmæssigt, pligtbundet arbejde.
Tvangsarbejdsanstalten var indrettet til modtagelse af personer af begge køn, som enten af domstolene var idømt tvangsarbejde for forskellige lovovertrædelser, f.eks. utugt, eller som efter arbejdsanstaltens reglement var blevet idømt tvangsarbejde for disciplinære forseelser. I 1908 var der ansat 1 inspektør, 1 forvalter samt kontorpersonale, 1 inspektionsassistent, 2 kvartermestre, 1 værkfører, 1 væver, 1 dugmager, 1 skomager, 1 gartner, 1 snedker og 25 opsynsmænd samt 5 kvindelige opsyn. Køkkenet blev forestået af en økonoma, en husjomfru og 2 piger. Vaskeriet havde en bestyrerinde, en assistent og nogle piger. Linnedmagasinet sorterede under Oldfruen. 5 vægtere førte tilsyn om natten. Til kørsel med fire heste havde man tre kuske.
De første år
I anledning af Sundholms 80 års fødselsdag fik Sundholm nedenstående beretning fra fru Guldborg Nobel, hvis fader arbejdede på Ladegården og siden fulgte med til Sundholm. Familien flyttede i 1908 ind i en af de indrettede tjenesteboliger. (Hun fortalte) ”Den gamle ”Ladegaard” der ind til 1908 lå der, hvor Radiohuset nu er, var en arbejdsanstalt, hvor de mennesker boede, der fik fattighjælp, skyldte børnepenge eller var drankere. De måtte alle arbejde på værkstederne, som var på ”Ladegården eller ved fejning af kommunens torve og gader; de blev kaldet for ”Lemmer”. Min far var ansat som mester 1904 på væveriet, vi boede ikke på ”Ladegården”, men kom der hver dag med mad til ham. Jeg husker tydeligt de gule længer i 2 etager og loftet, hvor vi børn fik lov til at tumle os med alt det gamle skrammel, der var kasseret. Jeg husker også gården med de toppede sten med græs imellem og den gamle pumpe med et stort stentrug, som min bror tog bad i og blev skældt ud af vagten!
Det var en stor dag for os. Da ’Ladegaarden’ i 1908 flyttede ud på Sundholm, der lå frit på Amager: Vi flyttede med og kom fra en gammel ejendom ud til en skøn lejlighed med centralvarme, WC og have.- Vi så ikke meget til ”Lemmerne” på ”Ladegården”, de var ret lyssky over for os børn. På ”Sundholm” var det meget, meget bedre. – De fattige, der blev forsørget af det offentlige, uden at det skulle betragtes som fattighjælp, blev dog ikke Ladegårds lemmer, men husedes på Almindeligt Hospital, forløberen for ”De Gamles By”. Hver torsdag havde beboerne her udgangstilladelse, dette var de forretningsdrivende forberedt på, de havde et passende antal 5 ører liggende. som udgjorde et højst tiltrængt supplement til småfornødenheder som skrå o.lign. De ”gode, gamle tider” var ikke altid så lyse endda! Lemmernes arbejde var ikke blot at rykke ud som gadefejere. På den gamle ”Ladegård” blev der drevet større industrial virksomhed: Skrædderi, væveri, børstenbinderi o.s.v. og lønnen var inddelt i forskellige arbejdsklasser: 4, 8 eller 12 øre. Oprykning fandt sted ved flid, opførsel og dygtighed, og ugens arbejdsfortjeneste blev kun udbetalt med 12, 24 eller 30 øre., resten udbetales ved demission.
Øllebrød og vælling, de fyldte i os på tælling! På ”Sundholm” får vi bedre kår end På den gamle gaard! Her er det noget, som vi selv bestemmer. De ku ej falde på mer at kalde os gemene Ladegaardslemmer! På Sundholms hjem bliver man PENSIONÆR!
SUNDHOLM
BLEV INDVIET AF Frederik VIII, og i 1908 blev den ”Gl. Ladegaard” overflyttet hertil, men kun med arbejdspligt inden for murene, ikke mere gadefejning. ”Sundholm” blev nu også fængsel for kvinder, det var løsagtige piger, der før blev indsat i kvindefængslet på Christianshavn. – Vi boede i den afdeling, hvor kvinderne var og vi havde vinduet til den gård, og hvor de to gange daglig gik tur. 2 opsynsdamer gik vagt, men vi fik alligevel kastet sukker og bolcher ud til, når vagterne vendte ryggen til. Pigerne var meget glade for os, og vi kom virkelig til at holde af dem – de var næsten alle gengangere!
”Sundholm” var en by i byen – dengang et lukket område med dybe kanaler rundt om og kranset af pigtrådshegn, 2 porte strengt bevogtet af vagter, som undersøgte alt, når de ’indlagte’ kom hjem fra den ugentlige fridag, hvor de havde omsat de få ører i brændevin: 14 ører for en pægl. De prøvede ofte at smugle lidt brændevin med ind; når det blev opdaget, gik de ofte amok og kom ind i en celle, der var i porten. Nogle af dem blev snu, så de nåede at smadre falsen og søbe brændevinen op med sokkerne til en extra snaps, når de kom ind på stuen!
”Sundholm” var et stort bebygget område med høje bygninger og mange værksteder. Der var store fælles sovesale og opholdsrum. 2 bygninger var fængsler for de kriminelle, tvangsindlagte mænd og kvinder. Der var eget kraftværk, centralkøkkenet kunne også fattige udefra komme og hente mad fra og lange rugbrød.
– Der var også værksteder for alt, vaskeri, væveri, skomager, skrædderi, snedkeri og gartneri, hvor alle de ”indlagte” arbejdede. – ”Sundholm” forsynede alle kommunale institutioner med alt. Vi var gode venner med alle de ”indlagte”, de var jo på Sundholm i årevis. – Der var mange dygtige mennesker blandt dem, vi børn fik mange ting, som de lavede, såsom trætøj, dukkehus, legevogn, slæde og stylter. Min far fik et pibebræt udskåret i træ af en dygtig pibeskærer. I midten af hovedbygningen lå Kirken. Her var gudstjenester hver søndag og alle kom. Tvangsfangerne sad i båse, så de ikke kunne se hinanden. Der var også et stort hospital, dengang kun for ”indlagte”.
Nu er alt forandret. Urbanplanen tog alle de dyrkede marker og gartneriet. – Kanalerne hvor vi svømmede om sommeren og løb på skøjter om vinteren, er væk, men minderne om den ”Gl. Ladegaard” og ”Sundholm” lever endnu”. Således sluttede beretningen fra fru Guldborg Nobel
Arbejdstid og løn
I 1919 var den daglige arbejdstid på Arbejdsanstalten 48 timer, fastlagt fra mandag til fredag fra kl. 7.15 til 11.30 og 12.30 til 17.00 og om lørdagen fra kl. 7.15 til 11.30. På Tvangsanstalten var reglerne noget skrappere. Her begyndte man at arbejde kl. 6.00 og uafbrudt til kl. 12.00 og igen fra kl. 13.00 til kl. 19.30.
Tvangsanstalten rummede personer, der var idømt tvangsarbejde for betleri, løsgængeri, alfonseri, vold m.m. Fangerne, der arbejdede i fællessalen, beskæftigedes med poseklistring, syning af flaskehylstre, knytning af sejlgarn og værkpilning (optrævling af tovværk) samt for nogles enkeltes vedkommende, om sommeren i fri luft, ved brændeskæring og markarbejde. ”Lemmernes” soverum var, efter datidens forhold, store velindrettede lokaler med indtil 24 senge i hvert rum. Ved hver seng stod en kasse til opbevaring af private ejendele. Spise- og opholdsstuerne var ligeledes store rum med småborde og stole, hvor de indlagte, foruden at indtage måltiderne, kunne tilbringe fritiden med læsning, samtaler m.m. Bøgerne kunne udlånes fra anstaltens righoldige bibliotek. Ved ankomsten kom de indlagte i bad og blev iført anstaltens tøj. Det private tøj blev desinficeret og opbevaret i garderoben, indtil de forlod anstalten. Næste morgen blev de pågældende fremstillet for læge og inspektør, der fik oplysninger om deres hidtidige livsførelse, hvorefter de anbragtes ved det arbejde, hvor de ansås at være egnede til. Faglærte folk fik så vidt muligt arbejde ved deres fag. Under arbejdets gang forsøgte man at vække deres energi og gøre dem duelige til at klare sig uden for Sundholm.
Uddrag af Reglement for tvangsfanger i Arbejdsanstalten Sundholm 48-50
Par. 3 Fangerne har uvægerlig at udføre det af dem pålagte arbejde, og de kan ikke gøre fordring på betaling herfor. For så vidt deres opførsel er tilfredsstillende, kan de dog forvente, at deres ydes dem en godtgørelse for udført overarbejde efter nærmere på Anstaltens kontor foretagen opgørelse. Denne godtgørelse kan for fanger, der er forsørgelsesberettigede i København, først udbetales ved deres afgang fra Anstalten med et beløb af indtil 5 kr. og således, at resten forventes udbetalt ved personlig henvendelse på Anstaltens kontor en søgnedag mellem kl. 10-12 med andre 5 kr. hver 7de dag, indtil hele beløbet er udbetalt, samt for fangere der ikke er forsørgelsesberettigede i København, med et beløb af 5 kr. ved afgangen fra Tvangsarbejdsanstalten, medens resten afgives enten til Politiet til udbetaling til vedkommende eller påføres Afregningsbogen for at udbetales, når vedkommende efter en indlæggelse i Arbejdsanstalten hjemsendes eller dimitteres…….
Par. 4 Fangerne skal i tiden fra 1ste April til 30te September stå op om morgenen kl. 5. Enhver skal straks iføre sig sine klæder og efter at have vasket sig og redt sit hår samt ordne sin seng begive sig til arbejdslokalet, hvor pågældende da, efter at have nydt sig sin Morgenkost, skal påbegynde arbejdet kl. 6. Arbejdet vedvarer derefter med undtagelse af den i par.8 ommeldte tid uafbrudt til kl. 12… Derpå fortsættes arbejdet til Kl. 7 1/2. Kl. 8 ½ aften skal fangerne være i seng
Par. 8 For så vidt vejrliget og Årstiden måtte tillade det, skal enhver fange, hvis helbredstilstand efter lægens skøn ikke er til hinder derfor, daglig 2 gange i ½ time opholde sig i gården for at bevæge sig og trække frisk luft.
Uddrag af Straffereglement for Arbejdsanstalten Sundholm
Par. 1 Ingen på Anstalten indlagt må forlade denne uden Inspektørens tilladelse.
Par. 2 Bortgang uden tilladelse fra Anstalten – af hvilken som helst art – bliver, for så vidt denne forseelse af Inspektøren findes egnet til højere straf end de nedenfor, bestemte, at henvise til Fattiglovens par. 41.
Par. 3 For for sildig hjemkomst efter meddelt udgangstilladelse dikteres vedkommende:….Møder Pågældende efter kl. 12 middag den følgende dag, eller er han ikke med Tilgangsvognen, betragtes han som udebleven.
Par. 12 Indbragte, som bliver berusede under arbejde, anses med 2 grader højere Straf end den, de ifølge Par.10 vilde være ifalden uanset om de ere straffede for denne forseelse udenfor Anstalten.
Par. 17 Har en indlagt ikke være straffet for Beruselse i 1 ½ år, anses han som ikke tidligere straffet for denne forseelse.
Par. 18 Kortspil, Tærningespil og lignende straffes med indeholdelse i 14 dage og spillenes konfiskation. Ligeledes straffes al handel mellem de Indlagte med 14 dages indeholdelse.
Par. 19 Udvist dovenskab eller Uefterrettelighed under Arbejdet medfører Fortabelse af Ugens fortjeneste, for så vidt den pågældende er i 1. eller 2. klasse. For personer i 3.klasse medfører den tillige indeholdelse i 14 Dage.
Hver dag fik de indlagte udleveret én dunk hvidtøl til at tage med på arbejdspladsen
Af alle retter er Rumfordsuppen nok den mest berømte – det er en udpræget ”spareret”: Den fremstilles ved langsom kogning af vand, gryn og ærter, lidt kartofler. Flæsk skåret i små stykker eller i mangel heraf sild. I suppen indgik desuden gammelt og tørt brød. ”Det har ikke just været nogen herreret”.
Rumfordssuppen var internationalt kendt. Den fik sit navn efter Benjamin Thompson, greve af Rumford – en meget alsidig mand – der levede fra 1753 til 1814. Han var født i Amerika, men deltog i afhængighedskrigen på engelsk side og havnede derfor i Europa – først som officer og politiker i England, hvor han blev adlet, siden i Bayern som minister for både militære og sociale opgaver. Sine sidste ca. 15 år tilbragte han mest i Paris, hvor han opnåede betydelige forskningsresultater inden for fysikken. Han fik det eftermæle, at hans arbejde altid havde et almennyttigt formål.
Ovenstående tekst er sammensat af bidrag udvalgt fra en række skriftlige kilder af Mikkel Bundgaard Pedersen og Arne Wangel.


