Kulturnat på Sundholm – fra tvangsarbejde til social indsats

Fredag den 11.oktober 2024 kl. 18-24 i Maskinhallen, Sundholmsvej 28A, 2300 Kbh.S.

Adgang med Kulturnat pas

For første gang åbner Sundholm dørene til området med historiske bygninger i den tidligere tvangs- og arbejdsanstalt. I et samarbejde mellem Socialforvaltningen, Portræt Sundholm, frivillige foreninger og kunstnere fra FABRIKKEN for Kunst og Design samt Områdefornyelsen er skabt en udstilling, som viser mennesker og institutioner i det moderne Sundholm samt genkalder træk af det historiske Sundholm. Den afholdes i den gamle Maskinhal, som i fordums tid, forsynede hele tvangs- og arbejdsanstalten med lys og varme.

I udstillingen holdes aftenen igennem flere oplæg om Sundholm. Seniorforsker Jakob Ingemann Parby, Københavns Museum indleder med oplægget ’ Fra Ladegårdslemmer til socialt udsatte – Sundholm og moderniseringen af den københavnske fattigforsorg’, hvor han fortæller om baggrunden for Sundholms etablering i 1908, om forhistorien og om de skiftende idealer og tilgange til behandling af storbyens hjemløse og udsatte borgere frem til i dag. Oplægget starter kl. 19.

Tre gange i aftenens løb – kl. 20, 21 og 23 guides interesserede publikummer fra Maskinhallen på en 30 minutters rundtur til Sundholms bygninger. Nutiden og fortiden mødes i fortællinger, som er skrevet og fortalt af beboere og brugere af området. Fortællingerne er indtalt som lydfiler, der kan aflyttes via hovedtelefoner.

Områdefornyelsen medvirker med en model af hele Sundholm. Interkulturelt Kvinderåd, Solsikke Kvindeklubben og DDRN er foreninger, som har hjemsted i Foreningshuset, Sundholm 8, og viser eksempler på deres arbejde. Arkitekterne Blanche Tauzin og Antonios Quirarte viser en model af deres ideer om fornyelse af Maskinhallen.

Kunstner Mikkel Bundgaard Pedersen, udstiller repræsentationer af historiske genstande fra Sundholm fra perioden 1903-1999, kunstner Karon Nilzén viser skulpturer fremstillet af materialer fundet i og omkring Sundholm, og kunstner Michael Mørk udstiller en model af sit værk ”Lanterne”, som skal fungere som en slags landkending for området som en sikker havn.

I dag huser Sundholm udsatte hjemløse, børneinstitutioner, foreninger, lokalråd og virksomheder.

Program

18.00  Dørene åbnes til Maskinhallen

19.00  Oplæg ved Seniorforsker Jakob Ingemann Parby, Københavns Museum: ’Fra Ladegårdslemmer til socialt udsatte – Sundholm og moderniseringen af den københavnske fattigforsorg’

20.00  30 minutters guidet rundtur til Sundholms bygninger

20.30  Kunstnerne Mikkel Bundgaard Pedersen og Karon Nilzén introducerer deres værker

21.00  30 minutters guidet rundtur til Sundholms bygninger

21.30  Kunstner Michael Mørk introducerer sit værk

22.00  Visning af video om Værkstederne på Aktivitetscentret

22.30  Arkitekterne Blanche Tauzin og Antonios Quirarte viser en model af deres ideer om fornyelse af Maskinhallen

23.00  30 minutters guidet rundtur til Sundholms bygninger

24.00  Tak for i aften

Arrangementet har modtaget støtte fra AmagerVest Lokaludvalg